Moedet med et andet verdensbillede

En ting der virkelig har slaaet mig, mens jeg har vaeret paa Emmanuel er, hvor afgoernde ens opvaeks er for ens verdensbillede. I mit verdensbillede har jeg svaert ved at forestille mig boern, der lever paa gaden, eller lever i evig frygt for familiemedlemmer og hvor hver eneste dag er en kamp for overlevelse. Naar jeg korer rundt i hovedstaden kan jeg ikke forestille mig, hvilke forhold mange lever under, og jeg har svaert ved at forestille mig ikke at have mad til hver
eneste dag. Det er saa fjernt, fordi jeg hjemmefra Danmark er vant til at alle har lige rettigheder og alle kan faa hjaelp. Naar jeg taler med boernene hernede, hoerer dem fortaelle om fortiden, og om deres billede af Honduras er jeg altid mundlam. Der er intet, jeg kan sige som kan hjaelpe dem, for jeg forstaar ikke dybden af det, de fortaeller. Jeg haaber bare, at jeg ved at lytte, kan vaere en stoette for dem.
Vi havde en weekende besoeg af en volontoer fra Nigaragua (Honduras naboland). Vi viste hende rundt paa boernehjemmet, og det er noget af det mest roerende og hjerteskaerende, jeg har oplevet i min tid hernede. Volontoeren stoppede op ved alle boernene, gav sig tid til at tale, og man kunne se, at hver enkelt barn gjorde et kaempe indtryk paa hende. Flere gange saa man taarer i hendes oejne, og vi gav os tid til at be for boernene.
Det var saa tydeligt, at hun kendte den samme virkelighed som boernene. Hun vidste, hvad disse boern kunne have vaeret igennem, og hun forstod til fulde alvoren af det. Hun havde mere til faelles med boernene end vi nogensinde vil faa, og man kunne maerke, at naar hun talte lyttede de virkelig til hende. De havde sprog, kultur og verdensopfattelse til faelles. Det har virkelig givet mig en ydmyghed i arbejdet. Der er utrolig meget vi som volontoerer kan goere herude, og det er ufattelig vigtigt, at der kommer volontoerer, men jeg tror vi altid vil have svaert ved virkelig at forstaa, hvad boernene her har oplevet. I december skal vi en weekend til hovedstaden for at vaere paa gaden og dele mad ud, besoege ungdomsfaengsler og hjaelpe paa feedingcentre. Jeg glaeder mig utrolig meget til den weekend, for jeg haaber, den kan vaere med til at udvide mit verdensbillede, og give mig lidt mere viden om, hvad boernene her maaske har oplevet inden de kom her.
Det gaar rigtig godt her paa Emmanuel. Hver dag er en gave, og hvert smil fra boernene er det hele vaerd. Vi er saa smaat ved at begynde at pynte op til jul. Boernene har alle skrevet brev til deres sponsorer, saa nu staar den paa oversaettelse af ca. 350 breve de naeste par dage. Det er et kaempe arbejde, men utrolig vigtigt, og jeg faar laert en masse ekstra spansk, saa det er dejligt.
Mange af boernene er forkoelede for tiden. Vejret skifter hele tiden. Det ene oejeblik er det virkelig varmt, og lidt efter virkelig koldt, saa det er svaert at klaede sig ordentlig paa, for det snyder ret meget.
Jeg haaber i alle har det rigtig godt hjemme i DK. Tiden flyver bare afsted her, og jeg har nu kun halvdelen af min tid tilbage her paa Emmanuel. Det er slet ikke til at forstaa! Tak for alt jeres forboen og alle jeres hilsner. Det varmer bare saa meget.