Saa er det vist ved at vaere tid til at jeg fortaeller lidt her fra Emmanuel. Emmanuel ligger ca. 2 timers koersel nord for hovedstaden Tegucigalpa. Emmanuel ligger i udkanten af byen Guaimaca, omgivet af bjerge. Der er en kaempe kontrast mellem byen og boernehjemmet. Byen ligner en almindelig Honduransk by med fattige forhold, men naar man koerer ind paa boernehjemmet er det et helt andet syn, der moeder en. For det fo
erste er boernehjemmet kaempe stort, og kan naermest betegnes som en hel lille by. Der er farm, kirke, bageri, skole, tandlaegeklinik, og en almindelig klinik. Bygningerne er store og flotte, og af materielle ting mangler her ikke noget. Lige da jeg saa Emmanuel kunne jeg ikke lade vaere med at taenke: "De behoever da ikke hjaelp her - de har jo alt." Men jeg fandt ret hurtigt ud af at man ikke skal lade sig snyde af det flotte udseende. Emmanuel er hjem for 400 boern, og med kun 20 staff, er der virkelig behov for volontoerer, for at faa det hele til at haenge sammen. Det er de store boern der holder oeje med de smaa i loebet af dagen, men de tager sig ikke tid til det enkelte barn. Alt paa Emmanuel er sponsoreret, selv noget af boernenes mad, og der kommer 2 gange om maaneden (ca.) containere fra USA med toj, mad, trae, sko, bleer og hvad man ellers har brug for af daglige ting. D
et er fantastisk at se, hvordan Gud bruger kristne verden over til at holde et boernehjem med 400 boern koerende.Lige for tiden er vi ikke saerlig mange volontoerer, saa vi har haft lidt travlt den seneste uge. Vi havde en pige, der havde faaet hepatitis A, og hun skulle have en ved sig i klinikken hele doegnet. Den seneste uge var vi kun 2 til at vaere der, saa jeg har brugt rigtig meget af min tid der. Hun var i klinikken i 7 uger, og fik igaar lov til at forlade den, saa det var dejligt.
Min dag paa Emmanuel starter kl. 6.45 med medicingivning til pigerne. Det har virkelig vaeret en udfordring, for i starten lignede alle pigerne hinanden, men jeg er efterhaanden ved at have laert det. Om formiddagen hjaelper jeg som praktisk gris i skolen. Eftermiddagen bruger jeg enten i skolen eller hos de helt smaa boern "totlerne." Udover det
oversaetter jeg sponsorbreve fra spansk til engelsk/dansk eller omvendt, saa det er virkelig ogsaa en udfordring, men jeg er glad for den, for det er en god mulighed for at laere en masse spansk. Ellers saa ser jeg det som min vigtigste opgave at vaere noget for boernene, og proeve at give mig tid til at vaere noget for den enkelte. Det er virkelig en proevelse, for det foerste fordi det er en lidt umulig opgave med saa mange boern, men ogsa fordi man saa snart man kommer ud bliver moedt af 10 boern der er klar til at snakke med en. Det kan vaere svaert at tale med den stille pige der ikke selv kommer, fordi alle de andre oensker min opmaerksomhed 100%. Jeg haaber man med tiden laerer at finde en god maade at goere det paa, saa det ikke altid kun er de samme, der faar vores opmaerksomhed.Jeg kunne blive ved i timevis med at skrive, men jeg tror jeg vil slutte her. Der skulle o
gsaa gerne vaere lidt stof til naeste gang(o; Jeg er rigtig glad for at vaere her, og nyder hver eneste dag i fulde drag. Det er fantastisk dejligt at maerke, hvordan Gud kan bruge mig her paa stedet. Vi blev mindet om i kirken igaar, at vi ikke skal sammenligne os med hinanden for saa kommer vi til at foele os uvaerdige, men vi skal se paa Gud, og stole paa at han kan bruge de evner vi har. Han brugte billedet med David og Goliat. Den israelske haer sammenlignede sig med Goliat, og saa kun deres mangler, mens David stolede paa Gud og vidste, at det er Gud, der giver os styrken. Fantastisk ord at faa med...Tak for alt jeres forboen. Det betyder saa meget for mig, og det er en tryghed at vide, at alt er lagt i Guds staerke haender.
